Squat – Kropsbygning og tilpasning hertil

af | 25. nov 2016

Squat efter din kropstype.

 

Sidste fredag tog vi fat i trykfordelingen igennem kroppens led og hvordan det kan påvirke mekanikken i et squat. I denne omgang følger vi endnu engang op på alles yndlingsøvelse (squat!), med en snak om hvordan forskellige kropsbygninger påvirker bevægelsen i squattet.
Jeg har efterhånden undervist en del år, og en af de ting jeg rigtigt gerne vil se udbredt i træningsmiljøet, er en accept af, at alle mennesker er forskellige. Alle kropsbygninger er individuelle, alles erfaringer er individuelle og alles motivation for træning er også individuel. Der kan være rigtigt mange del parametre, der går igen – og det er måske det, der er mest ens for alle; at ingen er ens.
Vi lægger derfor ud med et lille skridt i den rigtige retning, ved at jeg giver jer en lidt bedre forståelse af hvordan forskellige typer af antropometriske sammensætninger (flotte ord, der betyder forskelligt byggede kroppe) kan påvirke banen i et squat.
Her er det nemlig vigtigt, at DU squatter efter DIN krop – og ikke naboens.

I dagens video får i:

3 minutter og 35 sekunder:
– En forklaring af hvad squattet tilpasser sig ud fra.
– En bevægelig og simpel papir model, der viser hvordan squattet tilpasser sig

– En hurtig anatomisk gennemgang af lednavnene, der muligvis ikke er helt korrekt, men jeg grinte da jeg fandt på det.

– En hurtig vejledning til hvordan du kan tilpasse dit squat, hvis din kropsbygning ikke passer til “et oprejst squat”.

Tilføjelse til dagens video:

Jeg siger bl.a. i videoen, at alle mennesker kan squatte, det handler bare om hvordan. Langt de fleste bevægelser i træningsverdenen kan skaleres i større eller mindre grad, så det tilpasses til dit niveau. Min video tager hovedsageligt udgangspunkt i backsquattet, men indenfor squat bevægelserne findes også (og jeg nævner i flæng): Low-bar -og high-bar backsquat, frontsquat, goblet squat, split squats, bulgarian split squats, lunges, trap bar dødløft, step ups, hack squat, sissy squat osv osv osv osv…
Med denne opremsning vil jeg ligeså meget sige, at vi endnu engang skal passe på med at smide alle ned i en kasse, hvor en type træning passer til alle.
Alting afhænger af målsætning, kropsbygning, flexibilitet, erfaring og måske mest af alt: LYST.
Har du LYST til at træne en bevægelse, er sandsynligheden for, at du får trænet den meget større. Og så giver træning meget mere mening i længden.

Fortsat god fredag, god kaffe, godt squat og held og lykke på sorte fredag.
Mvh. Niklas